Juletræ
At fejre dansk jul uden juletræ er for de fleste mennesker ligeså utænkeligt som at give afkald på flaget og nationalsangen, og dog er det ikke mere end 70 år siden, at det blev almindeligt herhjemme at tage et grantræ ind i stuen og pynte det med papirklip, lys, flag, sukkergodt og andet.
De første sikre vidnesbyrd om almindelig brug af juletræ stammer fra det sydlige Tyskland og fra byer som Bern, Freiburg og Strasbourg. I 1605 gør en ukendt forfatter denne optegnelse:
"Om juleaften rejser man grantræer i Strasbourg i stuerne, og derpå hænger man roser udklippet af mangefarvet papir, æbler, oblater, flitterguld og sukker."
Andre steder i skovområderne omkring Rhinen har der været udstedt forordninger vedrørende fældning af grantræer til jul. Æren for, at denne skik blev kendt udenfor disse afsidesliggende bjergegne, kan sikkert i første omgang tilskrives tidens kendte poeter, især den tyske digter Johann Wolfgang Goethe, som i romanen "Den unge Werthers lidelser" fra 1774 beskriver juletræet således:
"Han talte om den fornøjelse, de små ville få, og om de tider, da den uventede åbning af døren og synet af et pyntet træ med vokslys, sukkergodt og æbler havde bragt én i paradisisk henrykkelse."
Det juletræ, som Goethe her omtaler, stiftede han for første gang bekendtskab med da han som ung student i 1770 fejrede jul i Sesenheim præstegård i EIsass, hans ungdoms elskede Friederike Brions barndomshjem. Som Tysklands mest betydelige digter var Goethe med til at præge udviklingen, også når det drejede sig om skik og brug, og han har med sin beskrivelse af et juletræ i samtidens mest opsigtsvækkende roman pÅ een gang fået dette indført i de fleste borgerlige og intellektuelle hjem i Tyskland.

Til Danmark kom juletræet via de dansk-tyske familier, men skikken vandt kun langsomt frem. Det ældste danske juletræ vi kender til, er tændt på Holsteinborg i 1808.
Selv om det første juletræ i København 1811 hos familien Lehmann i Ny Kongensgade vakte så stor opsigt, at de mest nysgerrige satte stiger til vinduerne for rigtigt at kunne se, blev det i almindelighed anset for et tosset påfund. Først med vore hjemlige digteres - Oehlenschlæger, Ingemann, Heiberg, Grundtvig og senere H.C. Andersen - fortale for denne tyske juleskik vinder juletræet indpas i bredere kredse landet over. I Ingemanns "Reiselyre", skrevet i Rom i 1819, skildres juletræet som et symbol på livets træ fra Paradiset, og i Heibergs "Julespøg og nytårsløjer" fra 1817 oplever en fattig københavnsk pige jul i Himmelby, hvor hun danser om juletræet med englene. Peter Fabers julevise "Højt fra træets grønne top" fra 1848 skildrer julen i et velhavende københavnsk håndværkerhjem og kan betragtes som et kulturhistorisk dokument, men ingen har vel hverken før eller senere skildret juletræets skæbne så hjertegribende som H.C. Andersen i fortællingen om "Grantræet". Der skulle dog gå lang tid, før skikken bredte sig udenfor København, men gennem de samtidsorienterede og fremskridtsivrige præstegårdsmiljøer fik juletræet lidt efter lidt det blå stempel i menigmands øjne, og omkring 1. verdenskrig var det blevet en kær og uundværlig tilføjelse til julens andre skikke i de danske hjem fra fattigbønder til herregårdsfolk.