Julestue
At lege og at drikke jul er ældre end kristendommen. Men det at holde julestuer har sit udspring i de såkaldte vågenats-forlystelser i katolsk tid. Alle de store kirkelige højtider fejrede folk aftenen og natten før ved at våge - ved at sidde oppe - til man skulle overvære midnatsmessen. Natvægt eller nattevagt kaldte man denne natte-vågen, hvor man fik tiden til at gå med alskens verdslig tidsfordriv som leg, drik, sang og dans.
I 1500-tallet tordnede kirkens mænd mod denne våge-tradition. De talte om den "utilbørlige" "ugudelige", "letfærdige" og "forargelige" nattevagt, og i en kongelig forordning fra 1629 blev det ligefrem forbudt, "eftersom sådant sker mest på de tider, som enhver Guds barn størst alvor og andagt burde at bevise". Danske Lov fra 1683 indeholdt bl.a. en bestemmelse om at "al forargelig legen om julen forbydes strengeligt og bør alvorligt at straffes".

I 1724 skrev Holberg en satire over tidens julestuer. Det var i skuespillet "Jule-Stue", hvis handling han henlagde til Ebeltoft. Hermed understregede han, at julestuer var at opfatte som en noget komisk-provinsiel form for selskabelighed, der hørte hjemme blandt almuens mennesker. Holberg håbede, at hans københavnerpublikum hermed kunne se det latterlige i de julestuer, de hvert år afholdt med så stor vellyst på flere af julens dage, men først og fremmest juleaften. I skuespillet siges det, at "der er mare ingen i den hele gade, der læser Guds ord juleaften". Og i slutscenen siger vægterne: "Er det at holde julen hellig?"

Samme holdning findes i en københavnsk politiplakat fra 20. december 1726. Her kan man læse om, hvorledes de julestuer, der afholdtes i øl- og værtshuse, gav anledning til drukkenskab og løsagtighed, og hvorledes gaderne gjordes usikre af maskerede personer.
I 1730 kom så en helligdagsforordning, der forbød julestuer både på nogen helligdag og aftenen forud, og i 1735 kom en ny forordning, hvori det udtrykkelig siges, at "de såkaldte julestuer forbydes aldeles" . Skønt disse forordninger var skrapt formulerede - de var blevet til midt i pietisternes storhedstid herhjemme - så åbnede de dog mulighed for, at folk indendøre kunne holde julestuer f.eks. mellemjul og nytår. De måtte blot ikke gøre det på en helligaften som f.eks. juleaften. Og det, at man i 1800-tallet ventede med at holde julestue, til de to højhellige juledage var overstået, er rent faktisk resultatet af helligdagslovgivningen i 1730'erne - kombineret med en forordning fra 1770, der afskaffede 3. juledag som helligdag.
Da Holberg så den nye lovgivning, syntes han nu nok at myndighederne var gået for vidt. for hvad var en juleaften helt uden en julestue. Det skriver han om i en epistel om "tingenes tilstand i København". "Lader os nu se, udi hvilken tilstand de gamle moders afskaffelse haver bragt os. Den ene nabo kender fast ikke den anden mere; socialitet ("det at komme hinanden ved"), som er sjælen udi en stad, ophører; misantropi (menneske- fjendskab, "egoisme") og tungsindighed befordres; man ved fast ikke mer at gøre forskel mellem gode og onde dage: en juleaften. . . mod hvis ankomst man nogle uger tilforn glædede sig, skilles nu ikke fra en langfredagsaften. Julekager, helligtrekongerlys... som ikke alene børn, men endogså gamle brave folk celebrerede (julen) med, ere nu så rent forsvundne, at det blotte navn fast ikke er tilbage." Juleaften kunne altså også blive for trist, men det blev der rådet bod på efter omkring 1800, hvor juletræet blev lanceret som de nye julestuers midtpunkt juleaften. Og det skete netop i København, hvor de gamle julestuer først blev udryddet.